Mens de sidste forsinkede ankom, ventede vi i silende regn ved porten til det store museumsområde.
Da alle 18 var kommet, fortalte vores guide os på ’broken english’ om museets historie fra romertiden op til sidste halvdel af 1900-tallet.

Staten har nu overtaget området og er ved at lægge en ny stor rørledning i området, der skal forhindre vandnedsivning i minen, der pt. er næsten fuld.
Frivillige har arbejdet en årrække på at sætte de mange bygninger i stand og tage imod gæster. Som alle projekter i dette land forventes arbejdet færdigt om måske 6 år…

Vi fik forevist produktionshaller, værksteder mm, og vores guide’s far, der havde arbejdet de sidste 10 år af sit arbejdsliv dér, demonstrerede teknikken og lavede en lille fin tagplade.
Hver mand skulle hver dag lave 1000 stk. for at holde akkorden. Ud over tagsten produceres også mere massive, større produkter, fx billardborde. Kun ca. 35% af den opgravede skifer var anvendelig, resten lå nu i høje tilgroede  affaldsbjerge omkring minen.

Vi blev delt i 2 hold, det ene gik på det lille museum, det andet blev udstyret med hjelme og klatrede ned i den øverste del af minen, der strakte sig knap 100 meter ned.
Spændende at se skiferlagene sno sig mellem de andre stentyper.

Inden vi forlod stedet så vi en gammel sort-hvid film, optaget i 30’erne, fra minen og produktionen – unødvendigt at nævne det hårde arbejde, der tydeligt afspedejledes, og den store forskel, der var på ejeren og dennes familie og de udslidte arbejder, der ofte efter få år døde eller invalideredes af ’stenlunger’ pga. skiferstøv.

Efter minen kørte vi til restaurant Roder i Perlé, et par km. derfra. Vi var ventet og hyggede os nogle timer med en tre retters menu, god, om end i den dyre ende.